Revolutionens ophævelse af de gamle privilegier hadde altsaa virkelig til at begynde med en ganske storartet virkning — hele den rædsomme arbejdsløshed og nød forsvandt, og det blev hvad menneskene kalder „gode tider“.
Men de „gode tider“ betød jo slet ikke at produktionen, uafhængig af alle penge-formaal, hadde tat fast sigte paa sit eget maal: at tilfredsstille befolkningens behov, og ny styrede lige løs paa det. Tværtimod, naar produktionen foreløbig virkelig paa et vis tilfredsstillet disse behov, da var det ene og alene fordi befolkningens kjøbeevne for øjeblikket var saa stor, at der kunde tjenes penge paa at gjør det. Og dermed var det altsaa givet, at det ikke længer vilde bli gjort, hvis befolkningens kjøbeevne gik ned igjen saa der ikke længer kunde tjenes penge paa det — produktionen vilde da bli indskrænket igjen, og arbejdsløshed og nød vende tilbage.
Og det var netop hvad der skede: befolkningens kjøbeevne holdt sig ikke; den gik ned igjen — og det maatte den jo gjøre:
Netop fordi alle næringsveje blomstret og der tjentes penge overalt, blev konkurrencen stadig skarpere og skarpere — konkurrencen var jo „fri“, og alle vilde gjerne være med at tjene penge. Og jo skarpere konkurrencen blev, desto billigere blev enhver nødt til at sælge, hvis han ikke vilde bli agterudsejlet av sine konkurrenter, miste sin kundekreds, og gaa sin fallit imøde. Men skulde der kunne sælges billig maatte der ogsaa produceres billig, og følgen var, at de kon-
