Følgen blev at det tilslut lykkedes de konkurrerende arbejdsgivere at trykke arbejdslønnen inden haandværk og industri ned til den rene latterlighed.
Ganske vist sank priserne paa haandværk- og industri-produkter i samme forhold som arbejdslønnen, og der var dem sem mente, at det kunde være arbejderen det samme, om han kjøbte billig for en liden løn, eller fik større løn og maatte kjøbe dyrt. Men de billige priser paa haandværk- og industri-produkter kom slet ikke haandværk- og industri-arbejderen tilgode — han kunde jo nemlig nu for sin latterlig reducere løn omtrent ikke længer kjøbe noget tilbage af hvad han selv producerte. Hovedposten paa arbejderens budget hadde jo altid vært levnetsmidler. Og priserne paa levnetsmidler faldt ikke mere; jordbruget var jo stanset i sin udvikling, og dets priser hadde nu snarere en tendens til at stige end til at falde. Og hvad arbejderen i de „gode tider“ hadde hat tilovers til andre nødvendigheds-artikler, naar maden var kjøbt, det hadde han ny mistet ved lønsreduktionen. Den latterlig lave arbejdsløn i haandværk i industri gjorde ganske vist at landbefolkningen og alle de mange i byerne som levet af uproduktivt arbejde, kunde kjøbe endel nødvendigheds-artikler (og de besiddende klasser ogsaa sin luxus) billigere end før; den gjorde ganske vist ogsaa at arbejdsgiverne nu fik beholde for en slik og ingenting, alt hvad der blev produceret af varige værtdier som huse, fabriker, kommunikationsmidler osv. Men al denne billighed for andre, som kun var mulig ved hjælp af den latterlig reducerede ar-
