og begyndte isteden — for ikke at bli drevet fra gaard og grund af sine kreditorer — atter at spare alt hvad han kunde paa arbejdshjælp; arbejdet atter selv for to og tvang sine folk til at gjøre det samme, og det for den usleste sulteløn — og situationen blev atter som den hadde vært før revolutionen: de som arbejdet overanstrængte sig og led dog nød, mens masser af arbejdsløse gik omkring og sultet, og jordbruget stod stille i sin udvikling.
Forrige gang var det afgiften til grundejeren som hadde stanset jordbruget i dets udvikling — denne gang var det renter og afdrag til kapitalen. Kapitalen var traadt i grunejerens sted, men resultatet var det samme.
Bonden ønsket jo ingen ting heller end at faa lov til at udvikle sit jordbrug videre. Og det var jo meget langt fra at jordbruget under den korte udvikling kapitalen hadde undt det, var naad frem til at fyldestgjøre sin opgave. Massen af befolkningen, og specielt hele landbefolkningen, levet fremdeles af poteter og melspiser, saa der var endnu et himmelsprang tilbage mellem hvad jordbruget ydet, og hvad der var dets opgave at yde. Men jordbruget var altsaa nødt til at stanse sin udvikling — kapitalisternes pengeformaal hadde sat sin bræmse paa dets virksomhed.
Naturligvis hadde kapitalen ikke tilsigtet at stanse jordbruget i dets udvikling. Naar kapitalisten hadde laant bonden penge var det netop for at sætte ham istand til at følge med tiden, udvikle jordbruget og forøge sin produktion. Men selvfølgelig maatte kapitalisten ha sine penge tilbage med den nødvendige rente —
