kunde han ikke tjene penge med sin kapital, var den jo ikke værd at eje. Skulde imidlertid jordbruget betale disse afdrag og renter, da kunde bonden ikke mere forbedre sit jordbrug, og dermed var altsaa jordbruget stanset i sin udvikling. Det penge-formaal som kapitalisten paatvang jordbruget virket altsaa, uden at det fra kapitalistens side var tilsigtet, ganske af sig selv, rent automatisk, som en bræmse paa jordbrugets produktion. Og hvad der tvang jordbruget ind under dette automatiske bræmse-apparat, det var altsaa kapitalisternes ejendomsret til kapitalen.
Den store revolutioon hadde med andre ord ikke fri-gjort jordbruget fra penge-formaalenes aag; jordbrguet var fremdeles nødt til at gaa pene-feromaalenes ærinder istedenfor sine egne. Alt hva revolutionen hadde gjort var at flytte jordbruget fra ét automatisk bræmse-apparat ind under et andet.
Det samme var ogsaa alt hvad den store revolution hadde gjort med haandværk og industri.
Ganske vist saa det til en begyndelse ogsaa ud som om haandværk og industri nu var blit helt fri fra alle hæmmende baand og uhindret kunde producere løs af hjertens lyst.
Men ogsaa det var kun tilsyneladende.
Da de privilegerede handelsmændt, haandværksmestre og industridrivende hadde mistet sine privilegier og fik sig et utal af konkurrenter paa halsen, blev de nødt til at slaa sine høje priser ned. Samtidig faldt priserne paa levnetsmidler, fordi jordbruget blomstret op — og dette dobbelte prisfald gjorde, at befolknin-
