matiske bræmse-apparater ud af grundejernes og de privilegeres borgeres hønder og slog dem iknas — og dermed mente man altsaa at ha befriet produktionen fra det penge-formaalenes aag, hvorunder den hadde sukket, og at ha sat den istand til herefter uforstyrret at kunne udfolde hele sin kraft paa løsningen af sin store opgave: at tilfredsstille befolkningens behov.
Men deri tog man fejl. Ejendomsretten existerte jo endnu, og med den masser af penge-formaal. Ny penge-formaal førte derfor hurtig produktionen ind under nye automatiske bræmse-apparater — og situationen blev atter den samme gamle.
Ganske vist, da produktionen pludselig slap løs fra det mordertag som de adelige grundejere og de privilegerede borgere hadde tat om dens strube, aandet den dybt op, og det saa et øjeblik virkelig ud som om baade jordbrug, haaandværk og industri nu var blit istand til, uhindret af alle fremmede formaal, at kunne røgte sit kald og producere løs alt hvad de aarket.
Men det var kun tilsyneladende.
Da bonden var blet selvejer og ikke længer behøvet at betale afgift til nogen grundejer, fik han ganske rigtig raad til at skaffe sig den nødvendige redskab og arbejdshjælp og jordbruget blomstret derfor op, og hungersnøden forsvandt. Men netop fordi der nu blev produceret saameget mere end før, faldt alle levnetsmidler i pris — og dette prisfald gjorde at bonden ikke fik tilbage hvad han hadde lagt ud til forbedring af sit jordbrug. Bonden tabt imidlertid ikke modet. Jordbrugets opblomstring hadde hurtig affødt
