industri og hindret disse virksomheder fra, hver paa sit omraade, at frembringe hvad befolkningen hadde brug for, var den indirekte afgift, som gjennem de vilkaarlig høje priser betaltes til de priviligerede borgere. Det laa ganske udenfor disse brave borgeres hensigt at frembringe nogen indskrænkning i produktion og omsætning; de hadde tværtimod al interesse af at baade produktion og omsætning blev saa stor som bare muligt, for det tjente de bedst paa. Men naturligvis vilde de ha sig sine privilegier betalte — kunde de ikke tjene penge paa priviligeierne var do jo ikke værd at eje. Skulde imidlertid haandværk og industri tjene disse penge til privilegiernes indehavere, da maatte priserne sættes saa høje at befolkningen for sin arbejdsløn ikke blev istand til at købe selv det aller-nødvendigste — og dermed var haandværk og industri, som producerte for at sælge, nødt til at indskrænke sin virksomhed. Det penge-formaal som de privilegierne paatvang haandværk og industri, virket altsaa, uden at det fra deres side var tilsigtet, ganske af sig selv, rent automatisk som en bræmse paa disse virksomheder, og sat dem ud af stand til at realisere deres eget naturlige formaal, som jo var at frembringe hvad befolkningen hadde brug for af haandværk- og industri-produkter.
Og det var altsaa de privilegerede borgeres ejendomsret til deres privilegier som tvang haanværk og industri ind under dette automatiske bræmse-apparat.
Nuvel, den store revolution tog disse infame auto-
