KAPITEL IV
Gjenfødelsen var ingen gjenfødelse
De har gjort regning uden din ejendomsret, gamle træske gud Mammon.
De trodde sig fri de stakler. De bildte sig ind at de ved sin „store revolution“ hadde tilkjæmpet sig herredømmet over sin egen kraft, saa de nu kunde disponere over den som de vilde. Ude i horizonten laa det store lokkende maal og vinket... vejen derud var ligetil og grej, ikke til at ta fejl af... med en brøkdel af sin uhyre kraft kunde de organisere en produktion der rigelig sikret deres existens, for saa med hele resten af sin vælde at storme afsted, udover mod maalet som laa og lyste derude i horizonten med et rosenrødt skjær over sig — hvad i alverden skulde kunne hindre dem eller holde dem tilbage? den store revolution hadde jo gjort dem fri!
Sørgelige vildfarelse — den store revolution hadde slet ikke gjort dem fri. Den store revolution hadde jo ikke kastet ejendomsretten overbord, bare flyttet den fra de faas hænder over paa nogen fleres. Som om det kunde hjælpe! Som om det kunde forandre ejendommens natur og væsen! Som om det kunde hindre ejendomsretten fra fremdeles at slynge sin snedig usynlige lænke om menneskenes virksomhed og lamme den! — ak, snart skulde de opdage, at de sad sviebundne som før i den gamle fælde — at fordelt paa flere hænder eller paa færre, ejendomsretten vedblev
