verdensstevne: menneskehedens store møde med sig selv!
— og saa skulde menneskehedens egentlige liv begynde.
Saadan var den tanke der steg af menneskenes begejstrede sind og bragte deres hjerter til at banke, da de ved begyndelsen af opfindelsernes tidsalder undrende følte hvordan nye og bestandig nye kjæmpekræfter voxet sig frem under deres hænder. En vældig opgave var det at skabe denne dobbelte forbindelse, som skulde formidle menneskehedens første møde med sig selv. Men endnu vældigere var menneskenes mod og trang til at ta fat paa opgaven. At de magtet den vidste de. Allerede føjet staalet sig som ler under deres hænder; allerede kjendte de midlet til i et blink at sende en lyd og et tegn rundt kloden og tilbage til sit eget øje og øre — saa forbindelser kunde de nok lave, af alle slags. Og vel var arbejdet stort, selv maalt med menneskenes vældig øgede kraft; men kræfterne voxet jo uafladelig, og tiden hadde man for sig. Og let som en leg kom arbejdet til at gaa: nød og fattigdom, næringssorger og trællearbejde, det hadde man jo altsammen bag sig; og arbejdsløshedens afskyelige gespænst var for evig forsvundet — her var arbejde nok for alle! gjennem generationer...
Saadan saa menneskene, kraftberuste, fremtiden imøde.
