Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/53

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Med et stolt smil løftet mennesket sin pande mod himlen, som for at ta maal af universet. Det var jo selve universets kjæmpekraft han nu var begyndt at lede ind i sine aarer og følte bæve i sit blod — hele universet skulde en da høre ham till Saa kunde han vel ogsaa være menneskehedens fødselshjælper!

Og en storslagen plan sprang frem i menneskenes hjerner:

En dobbelt forbindelse vilde de skabe mellem disse femten hundrede millioner sjæle, der endnu kun ante hverandre — saa de kunde faa se, høre, føle hverandre, færdes om mellem hverandre, tænke sig sammen, føle sig sammen, arbejde sig sammen og tilslut gjennemtrænge hverandre og derved naa ned hver i sit eget væsens dyb. Dobbelt maatte forbindelsen være, en ydre og en indre, en materiel og en sjælelig. Et net af jernbaner, dampskibslinjer, telegraftraade og kabler maatte der spændes omkring kloden for at danne den ydre forbindelse — og for at faa istand den indre maatte en verdensrøst skabes, hørlig overalt, over den ganske jordens rund, selv inde i de skjulteste afkroge. Og verdensrøstens første raab til sjælene skulde lyde:

— Alle mand paa dæk! — menneskeheden ønsker at faa sig selv i tale.

Og naar denne røst hadde lydt — ha! frem vilde de da mylre, alle sjælene hele den vide verden over... frem vilde de mylre i stille, jublende undren over at timen endelig var kommen... frem af huser og hytter og huler — frem, frem, frem ud til det vældige