Og op i menneskene steg en mægtig trang til endelig engang at stedes ansigt til ansigt med denne menneskehed, for hvis skyld de hadde arbejdet og sultet, trællet og lidt sig gjennem alle disse lange aar, indtil de endelig hadde faat sprængt sine lænker og nu kunde vandre den jublende imøde — ansigt til ansigt vilde de stilles med menneskeheden!
Men hvorledes skulde det ga til?...
Menneskeheden? — det var jo femten hundrede millioner ensomme sjæle, flakkende vildsomt om paa jordens rund, hver for sig, i dunkel, ubevidst søgen efter hverandre uden at finde...
Menneskeheden — det var jo femten hundrede millioner ensomme hjerter, der skilte fra hverandre sad hver for sig bag sine hylstres gjenlydsløse vægge og banket alene, i undredende, anelsesfuld længsel efter at faa banke tilhobe — riddefrøknens hjerte lig, der hun sidder ensom i sit jomfrutaarn og venter paa den fremmede ridder hendes længsel har skabt...
Menneskeheden, det var jo et kaos af femten hundrede millioner tause, uoplukkede verdener, der vel i ubevidst trang stundet mod at faa lukke sig op for hverandre og gjennemtrænge hverandre, for derigennem at naa frem til sig selv — men som endnu manglet al virkelig forbindelse med hverandr...
Hvorleres bringe dette kaos af skilte verdener sammen?!... hvorledes stille den ufødte, vordende menneskehed ansigt til ansigt med sig selv og la den fødes?! — var det ogsaa gjørligt?
— Om det var gjørligt?!
