Dampmaskinen holdt sit indtog i verden, med tusen vidunderlige, arbejdsbesparende opfindelser i sit følge; tæmmede naturkræfter traadte lydige i menneskenes tjeneste og øget deres produktionsevne paa en ganske fabelaktig maade — følelsen af kraft steg menneskene til hodet og gjorde dem yre.
Med et medlidende smil tænkte de nu tilbage paa den sølle tid, da de ynkelig hadde bøjet sin nakke under den gamle taabelige ejendomsrets aag og fundet sig i at gjøre trælletjeneste istedenfor fri mands arbejde — i det stakkars faafængte haab, at de derved ialfald sikret menneskeheden den nødtørftige existens!...
Den nødtørftige existens — hvad var dog det nu for en smaating, ikke længer værd at tale om!... paa den bagatel behøvet menneskene ikke længer at ofre mere end en brøkdel af sin vældige produktions-kraft. Nej, nu skulde der bli raad til noget helt andet end den nødtørftige existens — leve skulde menneskeheden faa! leve sit eget liv! Hidtil var den blet behandlet som et pattebarn man bare behøvet at putte en smule føde i munden paa — nu var tiden kommen til at lokke bevidsthedens smil frem paa dens ansigt og faa den til lidt efter lidt at folde sit væsens rigdom ud. De tusen anelsesfulde længsler, som hyllet i dunkle drømme endnu kun laa og gjæret inde i menneskehedens tause bryst, nu skulde de alle sammen lokkes op i bevidsthedens dagslys, for der at vinde sprogets evne og ta skikkelse og form — ah, nu! nu! nu! skulde menneskehedens liv begynde!
