kunde kjøbe selv det aller nødvendigste. Men hvad der ikke kunde kjøbes, lønnet det sig ikke at frembringe — man frembragte jo for at sælge. Produktionen blev altsaa sørgelig begrænset, og i denne stærkt begrænsede produktion var der ikke paa lange veje plads for befolkningens arbejdskraft — masser af arbejdere blev gaaende ledige omkring, ogsaa i byerne.
En unaturlig indskrænket produktion, overanstrængelse og nød for dem, der fik lov til at arbejde, og den rene sultihjel for masser af arbejdsløse — det var altsaa resultatet af de faas ejendomsret til alt, i by som paa land. Og da dyrtiden paa mad stadig steg, blev det tilsidst en elendighed ud over alle grænser. Selv de rige som endny kunde skaffe sig hvad de behøvet, rystet betænkelig paa sine hoder og spurgte sig selv, hvad i al verden dette skulde ta for en ende.
Men de fattige — udkjørte og forsultne som de var — da det hele blev altfor meningsløst galt, saa begyndte de at tænke.
Og de sa til hverandre:
— Hensigten var dog den, at de faa ved sin ejendomret til alt, skulde bringe alle de andre til uafladelig arbejde og derved gjøre det muligt at frembringe hvad menneskeheden behøver. Resultatet er derimod blit, at de faa ved sin ejendomsret til alt tvinger masser af mennesker til at la være at arbejde, og derved gjør det umuligt at frembringe, hvad menneskeheden behøver. At menneskeheden existens sikres ved de faas ejendomsret til alt er altsaa en
