sørgelig vildfarelse, som vi hurtigst mulig maa se til at komme bort fra, hvis vi ikke vil at sulten tilslut skal gjøre menneskene til vilde dyr, for hvem al tale om menneskeheden og dens interesser ikkun vil være tomt mundsvejr. Lad os altsaa strax gaa igang med at omstyrte de faas ejendomsret til alt.
Som sagt saa gjort:
Paa landet jog forpagterne de store grundejere bort og gjorde sig selv til ejere af den jord de dyrket. Da de ikke længer hadde nogen afgift at betale til jorddrotten, fik de raad til at kjøbe den redskab, de hadde brug for, og ta den arbejdshjælp de behøvet — og følgen var, at jordbruget blomstret op, saa der blev mad til alle, og at arbejdsløsheden som massefænomén forsvandt.
I byerne tog man priviligerierne fra de faa, som sad inde med dem, og enhver fik ret til at drive en hvilkensomhelst næring. Handelsborgernes, haandværkmestrenes og de industridrivendes antal steg derved noget ganske enormt, der blev en voldsom konkurrence mellem dem, enhver blev nødt til at nøje sig med en rimelig profit, priserne gik ned, befolkningen kunde for sin løn kjøbe det nødvendige, det sig altsaa nu at frembringe det — og følgen var, at produktionen blev stærkt udvidet, og at der blev plads for massen af de arbejdsløse kræfter.
Samme glædelige resultat altsaa i by som paa land — menneskene hadde gjort sin „store revolution“.
