vilje til, arbejdet selv for to og forlangte det samme af sine arbejdere, og gjorde derved masser af landarbejdere arbejdsløse — i det haab at de for den indsparte arbejdsløn skulde kunne kjøbe sig redskab. Det var spildt møje. Ikke før skjlnte grundejeren, at en forpagter la noget tilside, før han strax pinte det ud af ham ved at sætte afgiften op. For at kunne klare den forhøjede afgift var forpagteren og hans folk nødt til at fortsætte med det dobbelte arbejde, og resultatet af det hele blev: ingen redskab, masser af arbejdsløshed, og overanstrængelse for dem der fik lov til at arbejde.
Men dyrket paa denne maade, med for daarlig redskab og for liden arbejdshjælp, gav jorden saa lidet af sig, at der ikke engang blev mad nok til dem, der arbejdet — dyrtid og hungersnød holdt sit indtog i landene.
I de andre arbejdsbrancher, som jo væsentlig hørte hjemme i byerne, var det den samme historie, om end paa en lidt anden maade. Nogle faa, et vist begrænset antal personer, sad i byerne inde med eneret til at drive handel, haandværk og industri, og befolkningen, som skulde leve af sit arbejde, var altsaa henvist til at ta tjeneste hos disse faa og arbejde for løn. Men de priviligerede handelsborgere, haandværksmestere og industridrivende vilde jo gjerne — ligesom jorddrotterne paa landet — tjene saameget som muligt. Og da de var for faa til at behøve at genere hverandre ved indbyrdes konkurrence, holdt de alting i saa høje priser, at befolkningen for sin løn ikke
