altsaa ikke saa farlig. Og med et skuldertræk slængte de godmodig nogle slanter i grams til de overflødige stakler, og overlod dem forresten til deres skjæbne — og til ejendomsvagten.
Slig gik det en tid. De overflødiges veklager, deres pukken paa , at ogsaa de hørte med til menneskeheden, deres mer eller mindre nødtvungne angreb paa ejendommen, og deres stadige kampe med ejendomsvagten — alt dette vænnet Menneskene sig lidt efter lidt til at betragte som noget, der naturlig hørte med til den hele ordning. Naturligvis var det ikke behageligt, det kjendtes paa samfundslegemet som et aabent saar, der ikke vilde gro. Imidlertid, onder var altsaa nødvendigt, og da ikke angreb samfunds-organismens hovedfunktioner, blev noget botemiddel ikke forsøgt.
Men saa skede det, at saaret greb om sig og antog karakteren af en uhelbredelig kræftskade.
Det gik saaledes til:
De faa som ejet jorden kunde ikke selv dyrke den, dertil var de blandt andet for faa, og de hadde desuden andet at bestille: det var jo dem, der paa menneskehedens vegne skulde leve livet og nyde. De stykket derfor sine uhyre jordegodser op og forpagtet dem bort i smaat. Og da de hadde brug for at tjene saa meget som muligt — de skulde jo leve livet — satt de afgiften saa høj, at forpagterne meget vanskelig kunde leve af sit arbejde, og slet ikke fik raad til at skaffe sig den redskab de behøvet til sit jordbrug. Forgjæves la forpagterne sin bedste
