KAPITEL II
Menneskene omformer ejendomsretten
Og de rrige knaldet med guldsvøben og de fattige trak, og produktionens vogn rullet afgaarde med upaaklagelig fart — alt saa ud til at være i den skjønneste orde. Paa en liden omstændighed nær: den at der var flere til at trække end der behøvedes for at trække læsset frem. Den ulempe kunde ganske vist let været afhjulpet ved at la de fattige trække skiftevis og hvile sig efter tur. Men den ordning var uforenelig med pengesystemet, du hadde git dem, og de overflødige fattie fik derfor ikke lov til at være med at trække. Og da de altsaa ikke arbejdet, kunde man heller ikke gi dem noget at leve af, this hvis den, der ikke arbejdet ligesaavel fik noget at leve af, som den, der arbejdet — hvem vilde da længer bestille noget?
De stakkels overflødige var altsaa, hvis de vilde leve, henvist til at tigge eller til at forgribe sig paa den hellige ejendomsret, og da de fortvilet grev til begge disse udveje, forefaldt der, mens produktionens vogn rullet jevnt og støtt fremover, stadige skjærmydsler mellem de overflødige og ejendomsvagten.
At her var noget galt, forstod jo alle. Men de som trak, var for udkjørte til at tænke noget større over tingen, og de som styrte, fandt ikke det var noget større at hæfte sig ved. Fuldkommen kunde vel ingen menneskelig ordning bli, mente de... de overflødiges tal var jo heller ikke saa stort... tingen var
