hverv, der ligesom hævet dem op over deres medstakler — de tog altsaa imod tilbudet. Og de rige overrakte dem saa højtidelig „retfærdighedens sværd“ og lod dem sværge ved det højeste de vidste, at de i tildfælde ikke skulde bære det forgjæves.
Dermed var sikkerhedsringen smeddet omkring ejendommen. For fattig som for rig stod ejendommen nu som hellig; i alles bevidsthed var det at forgribe sig paa den en slet handling. Den, der alligevel gjorde det, kom altsaa ikke blot til at gjøre det med ond samvittighed, men alles dom vilde være imod ham — og naar ejendomsvagten saa greb ham for at afstraffe ham, vilde han inensteds finde støtte; alle vilde være paa ejendomsvagtens side.
— Alt iorden, nu kan I kjøre! sa du med et smil — du saa, at nu hadde dem i fælden. Din hensigt var naad: herefter, det vidste du, vilde den rige tænke paa sin ejendom, den fattige paa sit daglige udkomme, og ingen paa menneskeheden — menneskeheden fik sejle sin egen kaas, og det var jo hvad du vilde. Menneskene derimod hadde opnaad det modsatt af det de tilsigtet: de var, vistnok under endel omsvøb men alligevel, kommen til at indrette sig som de andre dyr.
