Og videre sa du til dem:
— Blandt alle disse fattige stakler, som altsaa herefter er nødt til uafladelig at arbejde i sit ansigts sved for at æde sit brød, er der ganske sikkert enkelte som i længden vil bli misfornøjet med sin skjæbne. Naar sveden perler frem paa deres pande og rinder dem ned i øjnene, fordi de ikke engang har tid til at tørre den bort, mens I sidder svalt og godt heroppe og styrer, da vil misundelsens djævel fare i dem, og de vil begynde at hade jer, fordi I har det bedre end dem. Men naar had og misundelse formærker menneskenes sind, da ved man ikke hvad de kan finde paa. Og skjønt disse misundelige i sit hjerte meget vel ved, at naar I har det bedre end dem, da er det fordi det tjener til menneskehedens bedste, saa vil de i sit sinds formørkelse alligevel kunne glemme det, og en god dag gaa hen og bringe det hele i uorden ved at forgribe sig paa ejendommen — sæt derfor en sikkerhedsvagt omkring den.
Da tog de rige ud nogle af de fattige og talte saaledes til dem:
—At sikre menneskejehedens existens er det store maal, og dette maal er helligt. Midlet til at naa dette maal er vor ejendomsret til alt — derfor er ogsaa den hellig. Hvis I nu vil paata jer at staa vagt omkring den hellige ejendom, og i tilfælde gribe og strafe enhver der frækt maatte forsøge at forgribe sig paa den, da skal I være fri for at delta i produktions-arbejdet, og vi gir jer alligevel hvad I behøver for at leve.
De fattige stakler følte sig beærede ved dette hæders
