den dag af sit eget liv helt ud i al dets flommende fylde, uden hæmmende baand og skranker, i stolt ubunden frihed. Dette frie ubundne liv mellem frie ubundne mennesker, hvor hver enkelt frit folder sit væsens duftende blomst ud mellem alle de andres og fylder luften med menneskelig lykke, det er det liv, menneskene tørster efter at faa leve, fordi det er det liv de er skabt for. Og den verden hvori et saadant liv endelig blir hvert enkelt menneske til del, den verden kan altsaa vi om tolv aar begynde at tømre op for vore børn, saasandt vi i de kommende aar bare ikke gjør daarligere arbejde end vore ti tusen brødre har gjort i de tre aar som er gaat siden de for alvor tog fat.
Men vi kommer ikke til at gjøre daarligere, vi kommer tværtimod til at gjøre bedre arbejde end dem.
For tre aar siden prædiket de ti tusen endnu for døve øren. Men saa organiserte de sig og kundgjorte for befolkningen, at ti tusen stemmeberettigede borgere, som allesammen hadde faat øjnene op for pengenes idioti, nu hadde sluttet sig fast sammen og højtidelig svoret hver især at gjøre alt hvad der stod i deres magt for ogsaa at aabne øjnene paa sine medborgere, saa lykken endelig kunde faa holde sit indtog i vort land. Da var det at befolkningen pludselig standset op og studsende spurgte sig selv, om der kanske dog skulde være noget i den tilsyneladende vanvittige idé om pengenes afskaffelse — og dermed var altsaa befolkningens klippefaste tro paa pengenes uundvær-
