Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/467

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


langt sjældnere da end nu, siden elskoven ikke længer kjender fremmede hensyn), at et menneskes første kjærlighed blir ubesvaret — og at han i fortvilelse derover søger døden. Men mennesket lever ikke af kjærlighed alene, han lever ogsaa af glæden ved den livsgjerning han selv ud af sit eget væsens dybeste trang har valgt. Den ulykkelige elsker har altsaa arbejdsglæden at falde tilbage paa; i de fleste tilfælde vil den lidt efter lidt hjælpe ham ud over hans kjærlighedssorg — og en ny kjærlighed vil nok saa siden spire frem paa den gamles ruiner og alligevel gjøre hans livs dejlige foraarsdrøm til virkelighed. Kanhænde vil denne nye kjærlighed vare for livet og gjøre ham lykkelig for bestandig; kanhænde vil den blot vare for kortere eller længere tid... maaske blir den atter afløst af en ny kjærlighed; maaske ender den i ulykke. Men selv om hans hjerte brister af sorg eller han tar sig afdage i fortvilelse, han vil i ethvert fald i dødsøjeblikket si til sig selv: „Gudskelov, trods alt, at jeg dog har faat leve!“ Og synger han sin svanesang inden han dør, da vil der klinge en undertone igjennem den, der faar den til at lyde som en højsang til livet...

Ligedan vil det naturligvis kunne hænde at et menneske, skjønt han er opdraget i frihed og har fundet frem til den virksomhed der svarer til hans sjæls trang, bagefter opdager, at hans evne ikke strækker til, og at han intet formaar at udrette i den livsgjerning han har valgt sig — og maaske vil fortvilelse over dette misforhold mellem hans trang og hans evne drive ham