skes dybeste livsens trang, og den trang vil altsaa vore børn faa helt ud tilfredsstillet.
Og ganske vist lever ikke mennesket af virksomhed alene men ogsaa af kjærlighed, og den anden store hovedbetingelse for at et menneskes liv skal kunne bli helt ud lykkeligt er derfor at han har absolut frit spillerum for sin kjærligheds-trang. Men ogsaa det vil vore børn faa. Naar elskovstrangen vaagner hos dem og en ny underfuld verden dæmrer hemmelighedsfuldt frem over deres livs horizont og fylder dem med bævende, andagtsfuld forventning, da behøver de ikke længer — som vi har maattet gøre — fortvilet at si til sig selv, at i denne fortryllede verden kan man ikke slippe ind før man har skabt sig en økonomisk stilling og bragt sin pengetjening iorden. Kjærligheden er nemlig da ikke længer underlagt de økonomiske hensyn. I den verden, hvori vore børn trær ind, er den pengebesmittede kjærlighed for altid forsvundet; den har maattet vige pladsen for den rene fri kjærlighed, der ikke kjender fremmede hensyn — og hvis altsaa to mennesker mødes i den underbare, ufattelige følelse som kaldes kjærlighed, og beruste af dette under sier den ene til den anden: „her staar jeg — jeg elsker dig! og der staar du — du elsker mig!“ da synker de simpelthen, sanseløst betagne i hverandres arme, og svæver dermed sammen ind i en nyskabt verden der tilhører dem ganske alene, og hvori de hver især finder al den lykke som deres sjæle i det hele taget er modtagelige for.
Selvfølgelig vil det fremdeles kunne hænde (om end
