af sin egen naturs drift kan vælge den plads hvorfra han vil folde sit væsens blomst ud mellem alle de andres.
Og naar saa deres opdragelse er endt, da trær vore børn ikke — som vi har maattet gjøre — skuffede og triste ud i et liv hvor en afskyelig nødvendighed tvinger dem til at gjøre det økonomiske erhverv til sin hovedbeskjæftigelse — de trær simpelthen ind i „Livet“, for hver især at realisere sin egen livsdrøm. Økonomien spiller jo da ikke længer den samme rolle som nu. Fra at være menneskehedens hovedbeskjæftigelse er den reduceret til en munter liden bibeskjæftigelse hvormed det behager menneskene at fylde et par ledige timer af sin dag. I det liv hvori vore børn trær ind er nemlig alle mennesker rige paa grundlag af et produktions-arbejde der i virkeligheden kun er en underholdende liden leg som enhver kan ta del i paa hvad maade han selv finder for godt. Og kun nogle enkelte faa der er helt absorberet af vigtigere og alvorligere ting, vil nægte sig den fornøjelse at delta i den leg. Thi ikke blot føles den fri deltagelse i det organiserede produktions-arbejde som en behagelig motion, der holder ens sundhed vedlige, styrker ens kræfter, og sætter en i stand til med desto større energi at forfølge sine personlige interesser; men man gaar desuden til disse par timers arbejde med den bevidsthed at man derved, sammen med alle de andre, skaber en tryg og sikker operationsbasis for menneskeheden under dens kamp mod den fiendtlige natur. Forfrisket paa legeme og sjæl af denne ligesaa nyttige som behagelige motion,
