skaffe ejendom og penge kan umulig være i den grad urimelig som vi hidtil har anset den for at være, siden disse ti tusen mand ikke bestaar af galehuslemmer men af stemmeberettigede borgere tilhørende alle samfundsklasser. Og naar vi efter vor tur faar tænkt tingen igjennem — hvem borger os da for at vi ikke alle som én kommer til det samme resultat som de ti tusen, og følgelig slaar os sammen med dem og skrider til at afskaffe ejendomsretten? Og viser det sig saa at en produktion der dækker det fri forbrug, virkelig ikke kræver mer end et par timers dagligt arbejde pr. voxent individ, og at vi allesammen gaar til disse par timer som til en munter liden leg vi meget nødig vil undvære, ikke mindst fordi den styrker vore kræfter og gjør os des mere oplagte til med hovedmassen af vor kraft at kaste os over hver vore personlige interesser — guds død, da vil jo det si at den jammerdal som jorden hidtil har vært for de fleste af os, ved ejendommens og pengenes forsvinden har forvandlet sig til et paradis for os alle.
Vi maatte altsaa være splitter gale om vi ikke imorgen den dag strax sætter spørgsmaalet om pengenes afskaffelse under debat og ihærdig vedblir at diskutere det, offentlig og privat, i pressen, paa møder, og mand og mand imellem, saalænge til vi faar bragt klart paa det rene, om jammerdalen virkelig ad den vej kan laves om til et paradis. Det er jo vor egen og hele menneskehedens velfærd det gjælder. —
Men naar massen af mennesker i vort land endnu iaften faar dette nye syn paa os anarkister og vor gjer-
