officerer med revolveren i haand vil forsøge at tvinge soldaterne til at marchere mod det civile folk, da vil de derved kun opnaa selv at bli skudt ned som gale hunde.
Aldrig saasnart har vi derfor lagt arbejdet ned og faat hænderne fri før vi i en haandevending kan afvæbne politiet og derved gjøre myndighederne magtesløse, — hvorpaa vi konstituerer os som det souveræne folk og uden forhindringer gir os ikast med vor opgave: at ordne forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver saadan, at lønskampe for fremtiden kan undgaaes.
Theoretisk lar denne opgave sig imidlertid ikke løse, vi maa experimentere os frem for at løse den praktisk — og det vil ta tid. Og hvis det souveræne folk imens maa sulte og lide nød, da vil hurtig længslen vaagne efter de gamle kjødgryder saa daarlige de end var; af kjødgryde-længslen vil reaktionens aand fødes — og før vi ved ord af det vil den ha voxet sig stor og stærk, og en skjønne dag slaa revolutionen til jorden og kvæle den i dens eget blod. Revolutionen er med andre ord fortabt, hvis vi ikke — forinden vi tar fat paa vor egentlige opgave — først sørger for at hvert eneste menneske uden vrøvl kan skaffe sig mad, klæder og hus og hvad han forøvrigt behøver, mens revolutionen staar paa. Men det kan vi umulig sørge for paa nogen anden maade end ved strax at suspendere ejendomsretten og dermed sætte pengene ud af funktion for den tid revolutionen kommer til at vare.
Det første vi har at gjøre efter at ha konstitueret
