felten for sit store formaal den dag de har faat øjnene op for, at sejren paa forhaand er deres, og at risikoen de løber er omtrent nul?!
At aabne millionernes øjne for hvor ligetil og fareløs en affære det er for befolkningens masse at ta kampen op med alle arbejdsgivere paa én gang, det er den opgave vi maa stille os — og den synes ikke at kunne bli saa særdeles svær at løse. Hvad det gjælder om er at faa millionerne til at si, hver enkelt til sig selv, og gjennem organisationerne alle til alle:
— I det øjeblik vi, den arbejdende befolkningsmasse, efter fælles overenskomst lægger arbejdet ned, for af egen magtfuldkommenhed definitivt at ordne forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver paa en for os selv helt ud tilfredsstillende maade, da har vi dermed ophørt at existere som det man foragtelig kalder „Massen“, „Hoben“ eller „Mobben“ — vi har da ved at vise os i besiddelse af en fælles vilje som vi omsætter i handling, konstitueret os som „Folket“. Og medens de aarklasser af „mobben“ der indkaldes til armeen — naar de kommanderes til det — uden betænkning skyder paa den øvrige del af „mobben“, fordi mobbens forskjellige dele ikke bindes sammen af nogen fælles vilje, saa vil det bli, ganske ugjørligt at faa de aarsklasser af „folket“ der staar i armeen, til at vende sine vaaben mod den øvrige del af „folket“ — fordi den militære som den civile del af „folket“ bindes sammen af en fælles vilje som det hele folk stunder efter at se virkeliggjort. Om altsaa nogle
