fælden, kan massen af dem umulig komme til at interessere sig for andet end at tjene penge og erhverve ejendom — og saa længe det er deres ene store hovedinteresse vil de aldrig kunne faa øjnene op for pengenes idioti. At penge er uundværlige forekommer dem, som rimeligt er, ganske og aldeles øjensynligt, siden ingen kan røre sig af flekken uden penge; og om vi andre forsøger at forklare dem, at denne øjensynlighed ikke er andet end blændværk, saa vender de bare det døve øre til — de gider ikke høre paa den slags aabenbart taabelig snak. Men faar massen af mennesker aldrig sine øjne opladte for pengenes idioti, da falder det dem heller aldrig ind at organisere sig med det formaal for øje selv at overta produktionen og indrette den slig at den dækker det fri forbrug. Og nogen anden maade at afskaffe pengene paa gives ikke.
Ingen „udvikling“ kan med andre ord føre menneskeheden ud af den snedig konstruerede pengefælde hvori gamle gud Mammon holder den indespærret — skal den kunne slippe ud, maa det ske ved et spring. Og dette spring maa vi, der har faat vore øjne opladte, arbejde paa at faa menneskeheden til at gjøre jo før jo heller — for der er ingenting at vente efter.
Alt synes ogsaa at tyde paa, at det vil kunne lykkes os forholdsvis hurtig —:
Allerede nu er store dele af befolkningen i de civiliserede lande faglig organiseret, og vi hører hver dag om tusinder, ti-tusinder, ja hundrede-tusinder af arbejdere, som efter fælles overenskomst lægger sit
