sine øjne opladte, ræsonnerer imidlertid ganske som deres seende brødre blandt de besiddende klasser, og siger triste til sig selv:
— At prædike ejendommmens og pengenes afskaffelse for en menneskehed hvis ene store altopslugende interesse er at tjene penge og erhverve ejendom, vilde være fuldkommen ørkesløs gjerning. Der er altsaa intet andet at gjøre end at vente til udviklingen engang i tiden fører did, at det sker med massen af mennesker som det allerede nu er sket med os —: der falder som skjæl fra deres øjne saa de pludselig kommer til se den idiotiske situation hvori menneskeheden befinder sig. Generationer efter generationer vil imidlertid ha afløst hinanden før denne forløsningens time slaar, og for os og vore børn er der altsaa intetsomhelst haab — ja vi har ikke engang den trøst at kunne gjøre noget for at paaskynde udviklingens gang...
— og resigneret bøjer staklerne sin nakke under aaget og trasker haabløse som før videre i pengemad-ringen.
Kun nogle ganske faa af dem har revoltens helligaand saa levende i sig, at de baade siger til sig selv og energisk skriger det ud til dem der har øren at høre med:
— Hvis vi selv ingenting foretar men overlader det hele til „udviklingen“, da kommer menneskeheden til at vente paa sin forløsning — ikke i et par tusen aar, men til evige tider. Saalænge nemlig som menneskene blir ved med at vrøvle om inde i penge-
