Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/431

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


hadde han strax i væmmelse kastet bægeret fra sig igjen. Hvergang hadde nemlig gamle gud Mammon iforvejen passet paa at tømme Vorherres vin ud af det og isteden fylde det med lunkent stinkende vand fra sin mudderpøl. Raaddent vand og ikke liflig vin var det han hvergang hadde faat munden fuld af ... altid bestandig. Indtil han endelig gav det hele op og bare ønsket sig døden.

Hvad under da — naar døden saa endelig kom og tilintetgjørelsens gab aabnet sig foran ham — at tørsten efter livet endnu en sidste gang, som i fortvilelse raste op i ham igjen, og denne gang endnu mere brændende og fortærende end nogensinde?!... Dø gammel og mæt af dage efterat ha tømt livets bæger ud tilbunds, det var jo en naturlig og ligetil sag; men at dø uden nogensinde at ha faat saameget som en mundsmag af det liv, man er skabt for at leve — det var jo til at bli gal af! Og gal, splitter pine gal var han altsaa blit, siden han sat sig til modværge mod knokkelmanden, istedenfor at omfavne ham. Thi selv om menneskeheden i dette øjeblik sprængte ud af pengefælden og tog ham gamle mand med sig ud under guds egen frie himmel, hvor ingen gud Mammon mere fik lov til at sidde og forgifte livets kilder — ham kunde det alligevel ikke hjælpe længer: hans tid var dog forbi, han kunde jo dog ikke faa leve sit liv om. Det bedste der nu kunde times ham var altsaa at dø paa flekken. At forlænge dødskampen ved at sætte sig til modværge mod døden, den store uovervindelige, var det rene skjære vanvid, det indsaa han ud-