Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/430

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


sig til livet og stritte imod alt det han aarket. Han begreb ikke hvad i alverden der gik af ham, men han kunde slet ikke la det være — han følte sig som forhexet.

Da var det at han pludselig, ganske i vildrede med sig selv og med alt, fortvilet vendte sig om, og som et sidste forsøg paa at orientere sig kastet et blik tilbage paa sit stakkels mislykkede liv. Og med den egne, lynsnare intelligens, hvormed døden stundom forlener det menneske den netop er ifærd med at nappe, forstod han i et eneste blink det hele. I et nu saa han som i et syn hele sit ynkelige forfejlede liv voxe frem som det naturlige og uundgaaelige resultat af hans egen individualitets afmagt overfor den store verdens-idioti der souverænt behersker de enkelte menneskers som den hele menneskeheds skjæbne. Og i samme nu forstod han ogsaa hvad det var der voldte hans afsindige rædsel for døden —:

Det var ingenting andet end det, at han aldrig hadde faat lov til at leve!...

Med en rasende tørst efter livet var han kommet til verden for et par menneskealdre siden — og i al den lange tid var denne brændende tørst endnu aldrig blit stillet. Ikke en eneste gang disse to menneske-aldre igjennem var det lykkedes ham at faa saameget som en mundsmag af den liflige vin som livet er. Hvergang han med begge hænder hadde grebet om livets bæger og begjærlig ført det til munden for at slukke sin tørst med den kostelige drik som gamle Vorherre selv har tilberedt for menneskenes børn