Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/429

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


han aldrig ha ønsket sig døden saalænge hans legems kraft endnu ikke var brudt. Først naar kræfterne svigtet og han følte døden nærme sig, vilde trætheden gjort at han alligevel kom til at længes efter den store hvile — og mæt af dage vilde han saa være gledet ind i døden med et tilfreds smil paa sine læber, lykkelig ved at det var blit ham forundt at tømme livets bæger ud tilbunds.

Istedenfor nu! Endnu var hans legems kraft slet ikke brudt — og dog gik han der og ønsket sig døden hver eneste dag. Og ikke nok med det. Nej, hvad sker —: da døden tilslut forbarmet sig over ham og virkelig kom for at hente ham, blev der med ét hel sceneforandring indi ham — han følte sig ganske som forbyttet. Hele tiden hadde han tænkt sig, at naar han endelig engang fik knokkelmanden at se, da vilde han ile ham imøde og kysse hans hænder og sige til ham: „Længe har jeg ventet paa dig og sent kommer du, men velkommen, velkommen skal du være!“ Og nu da knokkelmanden virkelig viste sig og det store intet aabnet sit gab for at sluge ham, da gøs han isteden rædselsslagen tilbage og klamret sig, vanvittig af angest, til livet — som var han en ung mand der blev overrasket af døden just som han skulde begynde at leve.

Han raste imod sig selv og kaldte sig idiot fordi han ikke hilste den store befrier velkommen, men det var ganske forgjæves — rædselen for døden lod sig slet ikke bortræsonnere. Og skjønt han hadet og foragtet og forbandet sig selv for det, vedblev han dog ganske idiotisk at forlænge sin dødskamp ved at klynge