Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/428

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


han opgit sig selv, om da døden aldrig vilde komme og befri ham!

Hvor sørgeligt, naar han nu saa tilbage, at ha maattet afslutte et ynkelig spildt liv med saa ussel en alderdom!... Tænk om han hadde faat leve sit liv i frihed helt fra første færd af... om han allerede i sin tidlige ungdom hadde faat lov til selv at finde sig tilrette i tilværelsen og kaste sig over den virksomhed der laa hans sjæls trang nærmest og vie den hele sit livs kraft... Han vilde da naar alderdommen meldte sig hat et helt livs personlig produktion at se tilbage paa istedenfor et liv tilbragt med usselt uproduktivt pengetjeneri. Og selv om hans produktionskraft da hadde vært opbrugt, det vilde dog hele hans alderdom igjennem vært ham en kjær beskjæftigelse, saalangt kræfterne rak, fremdeles at følge med i sit fag og glæde sig ved hvad der nu blev produceret af dem der kom efter ham og hans kuld. En bedre og behageligere maade at tilbringe sin dag paa, nu da han var blit gammel, kunde jo slet ikke tænkes. Og naar det kjære, underholdende dagværk var endt, og han om aftenen sad i sin lænestol foran kaminen, og stirrende ind i ilden drømte sig tilbage til gamle svundne dage, da vilde et helt livs kjærlighedsminder kommet strømmende ind paa ham, hyllet i en let dis af vemod — og mens han sænket sin sjæl ned, snart i det ene snart i det andet af disse dejlige minder, vilde han følt sit hjerte slaa med stille, men underlig store slag, i vemodsfyldt glæde over livets skjønhed.

Var en saadan alderdom blit ham tildel, da vilde