Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/427

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Men ægteskabet er jo kun en nødvendig institution saalænge til pengepisken blir lagt ned ...

Derfor altsaa — fordi pengepisken endnu ikke var lagt ned, og af ingen anden grund — var det at hele hans egentlige liv, hans barndom, hans ungdom og hans manddom, var blit levet totalt forgjæves. Og derfor stod han nu, vei indgangen til sit livs alderdom med ingenting bag sig der var mindet værd, og med en fremtid foran sig saa haabløst tom, at han forfærdet sa til sig selv: „Den lar sig simpelthen ikke leve og du har altsaa ingenting andet at gjøre end hurtigst muligt at beskikke dit hus og forsvinde fra denne forbandede tilværelse!“

* * *

Men saa var selvopholdelses-driften for stærk i ham; han magtet ikke at lægge haand paa sig selv — og modstræbende og fortvilet gled han ind i en alderdom der forekom ham værre end døden.

Træt som han var og led ved det hele aarket han ikke mere at beskjæftige sig med sin forretning der aldrig hadde hat noget med hans sjæls virketrang at bestille; han overdrog den derfor til en søn af sig, og trak sig tilbage til sin villa, hvor han tilbragte sommeren med at stelle i haven, og om vinteren søgte at faa tiden til at gaa med bøger og aviser. Men mer og mere fortvilelsesfuldt tom syntes ham tilværelsen jo længer det led; hver aften naar han puttet sig iseng ønsket han bare at han aldrig vilde vaagne mere — og hver morgen naar han dog atter vaagnet, spurgte