møder til kun at bli vanemøder — kjærligheden er død ...
Saadan var det at hans manddoms kjærlighed var bilt dræbt! — han hadde ikke kunnet gjøre sig rede for det dengang, men nu naar han saa tilbage, forstod han det grant. Og ikke nok med at hans kjærlighed var blit slaat ihjel ved giftermaalet. Nej, deres begges kjærlighed var allerede fra første øjeblik blit besmittet af tanken paa ægteskabets nødvendighed. De hadde staat der, han og hun, ansigt til ansigt med hverandre, og set, hørt og følt at de elsket hverandre. Men ikke saadan at de sa til hverandre: „her staar jeg — jeg elsker dig! der staar du — du elsker mig!“ for derpaa, beruset af dette under at synke i hinandens arme og glemme hele verden omkring sig som om den slet ikke existerte. De hadde isteden sagt til hverandre: „her staar jeg — jeg elsker dig! der staar du — du elsker mig! men slipper vi vor kjærlighed løs før vi gifter os, vil vi synke i andre menneskers agtelse — lad os altsaa gifte os først, og ikke slippe kjærligheden løs før efterpaa!“ Selv før giftermaalet hadde de altsaa ikke nydt hele kjærlighedens sødme uden i haabet. Og dette haab var saa blit skuffet da de var blit gifte — kjærligheden var visnet bort istedenfor at skyde blomst, ægteskabet var blit dens grav. —
Hans ungdoms kjærlighed var gaat i vasken ved at han ikke hadde kunnet gifte sig; hans manddoms kjærlighed ved at han hadde giftet sig — ægteskabets nødvendighed hadde med andre ord gjort det af med hans manddoms som med hans ungdoms kjærlighedslykke.
