Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/425

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


mer til at ytre sig strax de mødes — da er hundrede og ét ude. Den anden ved da ikke længer hvad han skal tro, og tvilen melder sig — slangen sniger sig ind i kjærlighedens paradis. Thi selv om misstemningen siden viger, og kjærligheden atter ytrer sig som sædvanlig — hvem ved om det der ser ud som kjærlighed nu er andet end et udslag af den sanselige tiltrækning de endnu øver paa hverandre? — det spørgsmaal kan ikke længer besvares, og derfor slaar visheden ikke længer ned.

Før, da intet bandt dem sammen uden kjærligheden, hadde en saadan misstemning ikke kunnet faa nogen betydning. At de elskende kom, og blev, og ikke vilde skilles før det var nødvendigt for kjærlighedens egen skyld, kunde dengang ikke ha nogen anden grund end at de fremdeles elsket hverandre. Nu derimod kan det ha andre grunde, siden der er andre ting end kjærligheden som binder dem sammen. Visheden er dermed forsvundet for bestandig — og med visheden kjærligheden selv, der kun bestaar i denne vished.

Og naar saa de atter gaar hver til sin gjerning, da længes de ikke mere som før i frygt og bæven efter stevnemødets time for paany at beruse sig i den vidunderlige vished — de ved, at det ikke længer er muligt. Det fremmede udvortes baand hvormed de er bundne til hinanden, har lagt en verden imellem de elskende — uvishedens verden som de aldrig kan komme over. Deres møder har dermed tabt sin charme og gaar hurtig over fra at være stevne- eller elskovs-