Men ulykken er, at ægteskab og kjærlighed i længden ikke kan bestaa sammen — ægteskabet blir kjærlighedens grav.
Ikke før har de elskende bundet sig til hinanden med dette fremmede udvortes baand der intet har med deres kjærlighed at bestille, før forholdet mellem dem, der før var klart som glas, med ét blir ganske grumset og ugjennemsigtigt. Naar stevnemødets time nærmer sig, og de som sædvanlig iler hverandre imøde med skjælvende hjerter, fortæret af længsel efter atter at beruse sig i visheden om kjærlighedens under, da opdager de for det første at visheden ikke længer slaar ned i dem strax de faar øje paa hverandre. Kjærligheden er nemlig ikke længer det eneste der binder dem til hinanden. Hver af dem ved nu, at selv om kjærligheden skulde komme til at dufte bort, saa vil de dog begge betænke sig to gange paa at bryde med hverandre og hæve ægteskabet. For sin egen skyld som for børnenes; af økonomiske grunde som af sociale. At de begge kommer til mødet er altsaa nu ikke længer ensbetydende med at kjærligheden endnu lever i dem begge — og først naar de ansigt til ansigt med hverandre ser kjærligheden lyse i hverandres blik, hører den tone i klangen af hverandres stemmer, og føler den bæve bag hver mindste bevægelse af hinandens legemer, slaar den vidunderlige vished atter ned i dem.
Men ikke nok med det. Nej, den første gang det saa hænder at en af dem møder i misstemning over et eller andet, og kjærligheden som følge deraf ikke kom-
