træt af at hævde sig selv overfor den anden, vellystig gir sig paa naade og unaade i den elskedes vold, da svinder frygten hos den elskede, og kjærligheden gaar sin ruin imøde. Kun saalænge de begge lige tappert vedblir at hævde sig overfor hverandre er der en god chance for at deres kjærlighed kan komme til at vare.
Hvis nu de elskende, samtidig med tappert at hævde sig overfor hverandre i elskovskampen, dog beslutter at binde sig til hinanden for livet ved at indgaa ægteskab — da er det selvfølgelig ikke i haab om at de derved skal kunne gjøre kjærligheden livsvarig. Det er fordi de vil ha lov til at elske hinanden ifred, fordi de foretrækker at beholde andre menneskers agtelse fremfor at tabe den, og fordi de ønsker at sikre sit afkom økonomisk som socialt. At de binder sig til hverandre med et saadant udvortes baand kan jo ikke forhindre at kjærligheden kanske en god dag slukkes hos én af dem eller hos dem begge — og den dag det sker, har de fra kjærlighedens synspunkt set, fornuftigvis ingenting andet at gjøre end at hæve ægteskabet. Ganske vist vil de derved tabe i andre menneskers omdømme, og sandsynligvis vil børnene komme til at lide socialt ved forældrenes skilsmisse. Men for den tid som er gaat vil de dog ha opnaad alt, hvad de tilsigtet med sit ægteskab — og børnene vil desuden ha opnaad vigtige fordele for bestandig. Ingensomhelst grund altsaa for de elskende til ikke at gifte sig, forudsat at ægteskabet ikke øver nogen skjæbnesvanger indflydelse paa deres kjærlighed.
