da én af dem, f. e. hun, ved at prøve og prøve hans kjærlighed, kommer til det resultat at den er uden grænser ... at hun med andre ord kan by ham hvad det skal være uden at hans selvfølelse rører paa sig — da er det nok i øjeblikket for hende en sød opdagelse at gjøre, men ikke før er den gjort, før hun strax uvilkaarlig føler sig som situationens herre, og frygter ham ikke mere. Og vel kan det maaske for en tid føles sødt at bli elsket med en kjærlighed der er i den grad selvløs, at den ikke lar sig slukke ihvad der end sker; men ikke blot virker en saadan slavekjærlighed i længden trættende og irriterende, men den ender med at bli uudholdelig. At hans kjærlighed har vist sig at være uden grænser, blir derfor begyndelsen til enden — med mindre han strax tar sit mon igjen og nu efter sin tur prøver hendes kjærlighed og finder, at ogsaa han kan by hende hvad det skal være uden at hendes selvfølelse rejser sig. Isaafald gjenoprettes ligevægten, frygten blir atter gjensidig — og deres kjærlighed har paany en chance for at kunne holde sig.
Men fremdeles kun en chance.
Thi vel har det altsaa vist sig at deres begges kjærlighed for øjeblikket er uden grænser — men at den ogsaa vil vedbli at være det har de ingensomhelst sikkerhed for. Derfor fortsætter de stadig at prøve hinandens kjærlighed paany. Uden denne uafladelige elskovskamp kan kjærligheden ikke bestaa, og det gjælder derfor om at ingen af dem nogensinde kommer til definitivt at ligge under, thi da ophører jo kampen af sig selv. Skulde den dag komme da én af dem,
