mærket godt; men dette vanvid var altsaa stærkere end ham — og han blev liggende der, klyngende sig til livet, og krympe sig som en orm under den klo døden hadde hugget i ham for aldrig at slippe mere...
Hvorfor løftet han da ikke rasende sin arm og truet med knytnæven op mod gud Mammon som sad deroppe i sin gyldne sky og koldflirte ad ham? ... hvorfor lod han sig ikke bære ud paa torvet ... eller hen paa børsen, og kaldte sine fordums kolleger, alle svingerne af pengepisken, sammen omkring sig og sa til dem:
— For jer egen skyld ber og besværger jeg jer at lytte til en døende mands ord: „I véd allesammen at I ved jer svingning af pengepisken frembringer al den legemlige nød og elendighed, og dermed ogsaa hovedmassen af al den sjælelige ulykke, som findes i verden. Men vend jer nu om og kast hver især et blik tilbage paa det han selv har levet, og I vil faa at vide hvad I aldrig har vidst, nemlig at I ved jer svingning af pengepisken forgifter selve livets kilder og dermed stænger lykken ude, ikke blot af befolkningens, men ogsaa af jert eget liv. Vend jer om, og se, og forstaa! og I vil kyle pengepisken langt fra jer for at lykken endelig kan komme til at holde sit indtog paa vor dejlige jord, som indtil denne dag, midt i al sin dejlighed, dog kun har vært en sørgelig jammerdal.“
Og hvis hans ord hadde frugtet og han i sin sidste stund endnu hadde faat opleve at se menneskene storme ud af pengefælden — da vilde jo en stolt glæde ha gjennemstrømmet hans gamle hjerte, og han
