til at opleve æventyret, fordi de ved sin svingning af pengepiske selv stængte sig ude fra lives. Og kjærligheden — ikke den pengebesmittede, men den rene — var ingenlunde en stakket attraa der haster frem mod et maal for at dø naar det er naad. Tværtimod: som den forelaa fra Vorherres haand var kjærligheden intet mindre end selve evigheden i nuets form, og derfor ogsaa livets højeste vidunder — kun at menneskene nødvendigvis gaar glip af underet, fordi de har lagt kjærligheden i Mammons lænker.
Den rene kjærlighed er ingen attraa. Den sanselige attraa, som altid ledsager kjærligheden, er ikke kjærligheden selv. Kjærligheden selv er den berusende vished om et dobbelt sjæleligt under — en vished der fylder to menneskehjerter med den højeste lykke de idetheletat er modtagelige for —:
To frie, selvstændige menneskelige væsener, en mang og en kvinde, har indtil et givet øjeblik hver især kun villet sig selv, hver især selv vært sit eget livs maal. Men saa mødes de, og der sker det under, at han som hun vil ikke længer sig selv — hver af dem Vil! Vil! Vil! i al Evighed kun den Anden. Kanske sker underet ikke samtidig i dem begge, og den af dem i hvem det sker først, gribes isaaflad af vellyst og angest paa én gang. Af vellyst, fordi det er en vellyst at tabe sig selv for tid og evighed i en anden — af angest, fordi vellysten vil forvandles til afsindig rædsel, hvis underet ikke ogsaa fuldbyrder sig i den anden. Men engang fuldbyrdet i dem begge, lar underet sig ikke skjule naar de to stedes ansigt til an-
