Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/416

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


at faa fyldt sin kjærlighedstrang. Indtil pludselig hun kom og fyldte hans kjærlighedstrang alligevel — men bare for den korte stund til de godt og vel var blit ugifte. Og nu var det forbi, det følte han — uigjenkaldelig forbi! hverken hans virksomhed eller hans indre liv kunde længer bringes i overensstemmelse med hans sjæls trang — hans liv vilde bli ulykkeligt til hans dødedag!...

Siden fik han børn og det voldte ham nok en slags glæde — men kjærligheden til børnene fyldte ham heller ikke. Og skjønt han godt følte med sig selv at det var haabløst, søgte han saa febrilsk kjærligheden hos andre kvinder — men fandt den selvfølgelig heller ikke hos dem.

Bitrere og bitrere saa han paa livet jo længer det led —: Aldrig hadde det bragt ham andet end skuffelser! hvergang det hadde forespejlet ham lykken var den blit til intet mellem hans hænder strax han greb efter den!... Et tomt usselt gjøglespil... andet var livet ikke... Og kjærligheden, livets højeste værdi, hvad var den vel andet end en sølle attraa, der sluktes saasnart den hadde naad sit maal?! — jo det var sandelig umagen værd at la sig føde til verden, for det usle ingentings skyld, som livet hadde at by en...

Saadan tænkte han dengang.

Men nu, naar han saa tilbage, forstod han det hele:

— Livet i sig selv var intet tomt gjøglespil; som det forelaa fra Vorherres haand var det tværtimod et underdejligt æventyr — menneskene kom bare ikke