egentlige liv begynes... nu at skulle leve uden hende syntes ham en umulighed — han kunde slet ikke tænke sig det
— og da han forstod at hun gudskelov følte noget lignende for ham, saa friede han, og fik ja, og de blev gifte.
Men længe varte det ikke før han opdaget at livet atter hadde beredt ham en skuffelse. Han forstod ikke hvordan det var gaat til; der var ingenting galt sket, alt gik som det skulde — der var bare det ivejen at hun fyldte ikke mere hans sind. Det var noget lignende som med hans forretning: mens han etablerte den og sat den igang hadde den optat ham helt og holdent saa han kun tænkte paa den; men siden — skjønt den stadig gik udmærket og hele tiden gav ham en god intægt — hadde arbejdet med at drive den ikke længer kunnet opta hans sind, ikke længer kunnet fylde hans virketrang. Forgjæves hadde han søgt at fylde den paa anden maade: Stærke interesser var gjentagende dukket op i ham, og han hadde ivrig begyndt at dyrke dem. Men snart hadde han indset at det kunde ikke føre til noget — andet end til utilfredsstillende dilettanteri. Skulde han virkelig kunnet drive det til noget, saa arbejdet kunde ha tilfredsstillet ham, da maatte han tat fat paa det allerede i sin tidlige ungdom og gjort det til sit livs hovedbeskjæftigelse; nu var det for sent at begynde, selv om hans forretning hadde levnet ham den nødvendige tid — hvad den ikke gjorde. Og trist hadde han saa opgit at faa sin virketrang fyldt, som han forlængst hadde opgit
