Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/414

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


saadant „hjem“ hadde ingen tillokkelse for ham, og han fortsat derfor foreløbig det ungkarleliv han var vant til. Tommere og tommere føltes det imidlertid jo længer tiden led. Og da han saa en dag pludselig fornam det som at kjærligheden atter banket paa hans hjertes dør, lukket han skyndsomt op — gud, mon han endnu skulde kunne bli forelsket?! Og ganske rigtig, han hadde ikke tat fejl — det var kjærligheden som trén ind og sa „goddag, her er jeg igjen!“

Han vovet knapt at tro det først, men da han saa nærmere til svandt al tvil —:

Hver morgen nar han vaagnet var det med hendes navn paa sine læber. Hele dagen lang svævet hun om i hans tanker enten han vilde eller ikke, selv midt under det alvorligste arbejde. Og hver aften naar søvnen overmandet ham, da var hendes billed den sidste forestilling der sluktes i hans hjerne. Hun fyldte virkelig hans sind helt. Ikke med den vanvittige jubel og henrykkelse, hvormed hans første kjærlighed hadde fyldt ham; nej men med stor stille lysende glæde, der kastet et forunderlig féagtigt solskjær over hans fremtid, og gav hele hans liv en mening. Leve sammen med hende... faa børn sammen med hende... føle sin sjæl voxe inderligere og inderligere sammen med hendes for hver dag som gik — ingen tvil om at det var for ham livet! ingen tvil om at dertil og til intet andet i verden var han skabt!... Hele hans foregaaende liv hadde kun vært en ubevidst søgen efter hende... hende var det som hadde ligget bagved alle hans savn... først nu da hun var fundet kunde hans