sigt med hverandre —: det straaler frem af deres øjnes væld, det toner ud gjennem klangen af deres stemmer, det røber sig paa en mystisk, hemmelighedsfuld maade i hver mindste bevægelse af deres legemer... hver af dem ser hører og føler sig selv leve indi den anden... de har ikke blot tabt sig selv i hverandre, hver især af dem har ogsaa fundet sig selv igjen i den anden — og mens den berusende vished om dette dobbelte under fylder deres hjerter med den højeste reneste og ufatteligste vellyst, synker de sanseløst betagne i hverandres arme, og finder hinanden i vellyst ogsaa legemlig.
Gjennem kjærligheden har de elskende faat sit væsen fornyet. De er begge hvad de var før kjærligheden slog ned i dem — men de er det paa en helt ny maade. Han vil ikke længer sig selv; han vil i al Evighed kun hende. Men hun vil i al Evighed kun ham, følgelig er han alligevel nødt til fremdeles at ville sig selv, ikke længer for sin egen skyld men for hendes — som hun fremdeles maa ville sig selv — for hans skyld, ikke længer for sin egen. Ingen af dem kan derfor opgi det selvstændige virke, som de hver især har valgt ud af sin egen sjæls trand, og hvorigjennem de hver især realiserer en del af sit eget væsen. Hver af dem maa for den andens skyld, fortsætte sin individuelle bane som det frie selvstændige væsen han eller hun er — thi netop dette frie selvstændige væsen er det den anden elsker. Fra det øjeblik af da kjærligheden slog ned i dem er deres baner gledet ind i en ny vidunderlig sfære, der tilhører dem og in-
