sig altsaa mod menneskeheden i sin almindelighed og mod sit eget afkom isærdeleshed, og kan følgelig ikke betragtes som en agtværdig kvinde.
Naar pengepisken en dag blir lagt ned og feltraabet ikke længer lyder: „hver sørge for sig!“ men: „alle for alle!“ da vil jo slægtens afkom bli forsørget en bloc hvad det økonomiske angaar — og dermed bortfalder den fødende kvindes pligt til økonomisk at sikre sit eget afkom. Kvinden behøver altsaa da ikke længer at besudle sin kjærlighed med økonomiske hensyn; hun vil da ikke længer forsynde sig hverken mod menneskeheden eller mod sit eget afkom ved at by manden sin kjærlighed uden nogetsomhelst forbehold og dermed virkeliggjøre hans drøm om en ren kjærligheds-lykke. Den rene kjærlighed vil nemlig da ikke længer være uforenelig med slægtens selvopholdelses-drift; den vil tværtimod være et bedre organ for denne drift end den pengebesudlede kjærlighed kunde være — thi den vil uden al tvil gi et bedre afkom.
At individets dybeste trang, trangen til ren kjærlighedslykke, ikke lar sig forene med slægtens trang til at sikre sit afkom, det skyldes altsaa ene og alene svingningen af pengepisken. Indtil den dag da pengepisken blir lagt ned, vil kvinden som organ for slægtens selvopholdelses-drift maatte vedbli at besudle sin kjærlighed med økonomiske hensyn. Indtil den dag vil hun som menneskehedens præstinde maatte vedbli at ofre sin egen og mandens kjærlighedslykke paa gud Mammons altar for at sikre slægten mod at gaa
