Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/411

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Menneskeheden har ingen stærkere drift end driften til at sikre sin egen fortsatte existens. Og dertil er det ikke nok at menneskene stadig forplanter sig; hver slægt maa ogsaa sørge for sit afkom, legemlig som sjælelig, indtil afkommet er naad frem til at kunne staa paa egne ben, og selv kan forplante sig, og efter sin tur sørge for det nye afkom.

Men saalænge pengepisken svinges og feltraabet lyder: „hver sørge for sig!“ kan der kun bli sørget for slægtens afkom paa den maade, at hvert individ selv sørger for sit afkom. Og afkommet sættes jo i verden af kvinden og blir dermed hendes. Skal der altsaa i det hele taget bli sørget for slægtens afkom inde i pengefælden, da maa det ske paa den maade at hver fødende kvinde selv sørger for sit afkom. Og det har hun ogsaa den allerstærkeste trang til at gjøre: som organ for slægtens selvopholdelses-drift er hun nemlig af naturen udstyret med moder-kjærlighed, den mest trofaste kjærlighed som i det hele taget lindes paa jorden. Men at sørge økonomisk for sit afkom det magter kvinden ikke hvis hun skal være henvist til sine egne kræfter. For at kunne løse sin opgave er hun derfor nødt til at sikre sig mandens hjælp. Og dertil har hun kun ét middel: hun maa nægte at la sig elske og at sætte børn ind i verden, med mindre den mand der vil elske hende og avle børn med hende, baade kan paata sig at forsørge afkommet økonomisk, og paa bindende maade forpligter sig til at gjøre det. Den kvinde der hengir sig i elskov til en mand som ikke først har opfyldt disse to betingelser, forsynder