ham i døden lige med det samme. Var han først gjennem en opdragelse i frihed blit ledet frem til at finde den virksomhed der svarte til hans sjæls trang, da hadde han jo hat glæden ved det frie arbejde at falde tilbage paa, hvis hans første kjærlighed ikke var blit besvaret — og højst sandsynlig vilde det ha reddet hans liv. Thi vel kan en ubesvaret kjærlighed føles som en dyb ulykke; men man lodder dog først hele dybden af den ulykke ens sjæl er modtagelig for, naar ens kjærlighed vrages, efter at ha vært gjengjældt. Sin første ubesvarede kjærlighed var han snart kommet over, trøstet af arbejdet; en ny kjærlighed hadde nok kommet til at spire frem og bli gjengjældt — og hans livs dejlige foraarsdrøm, en ren kjærlighed ubesmittet af alle hensyn, vilde da blit til virkelighed. — Kanhænde hadde saa denne kjærlighed varet for livet og gjort ham lykkelig for bestandig; kanhænde bare for en kortere eller længere tid... Maaske var den blit afløst af en ny kjærlighed — maaske var den endt i ulykke. Men selv om hans hjerte var brustet af sorg, eller han var kommen til at ta sig afdage i fortvivlelse, han vilde alligevel i dødsøjeblikket ha sagt til sig selv: „Gudskelov, trods alt, at jeg dog har faat leve!“ — ja om han hadde skullet synge sin svanesang inden han døde, det hadde blit en højsang til livet, og ikke en smædevise over det.
Og hvorfor kunde kjærligheden ikke vært fri? — hvorfor maatte den nødvendigvis være underlagt de økonomiske hensyn?
—Jo, for afkommets skyld!
