hadde kjærligheden ikke vært underlagt de økonomiske hensyn, kanske vilde hun da kunnet elske ham ... hendes svar sa ham ialfald ikke det modsatte ... og ingen kunde vide — end ikke hun selv! Og i ethvert fald; var det en livets lov at kjærligheden maatte være de økonomiske hensyn underlagt, da var det infam svig fra livets side at gjøre ham til mand og tænde kjærlighedens flamme i hans bryst, før han endnu hadde faat tid til at bringe sin økonomi iorden, og derved berøve ham hans eneste chance til kanske at bli lykkelig trods alt — infam, skammelig svig var det! ...
Naa, men anderledes var livet ikke, og man fik altsaa ta det som det var, og trøste sig som man kunde bedst. I arbejdet var der ingen trøst at finde — han gik til det med lede. Men gudskelov, skjønt hans kjærlighedsfond var brugt op, han var dog fremdeles mand, og følte sig sanselig dragen til kvinder ... hos kvinder fik han altsaa søge sin trøst. Og der var nok af dem at faa, som man ikke behøvet at gifte sig med. Mange af de kvinder der ikke fandt sig mænd strax de blev voxne, sat sig ganske vist agtværdig til at vente paa en senere lejlighed. Men i de fleste tilfælde ventet de forgjæves. Yngre kvinder som imens voxet op, snappet næsten altid de giftefærdige mænd bort for næsen af dem, saa de blev siddende der som agtværdige gamle jomfruer. Og den udsigt tiltalte slet ikke alle. Mangen en ungmø som saa at hun ikke blev gift strax, foretrak da ogsaa resolut at kaste agtværdigheden overbord, og sælge sig en detail, til en eller flere
