Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/408

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


mænd, for kortere eller længere tid, heller end at sidde og vente paa muligens engang at faa anledning til at sælge sig en gros, til én enkelt mand for hele livet. Det var foragtelige kvinder naturligvis — skjønt han for sin part ikke egentlig foragtet dem saa dybt endda. For hvad andet hadde de stakler til syvende og sidst at gjøre?! Som tingene nu engang var indrettet fandt han deres maade at ta livet paa ikke blot undskyldelig, men endog meget fornuftig — i deres sted hadde han sikkert kommet til at gjøre ligedan. — Og de var slet ikke uden charme disse kvinder... nogen livsens trøst kunde de ganske vist ikke skjænke ham, men de var ham dog en udmærket adspredelse i hans triste liv, ovenpaa det glædesløse slid og slæb.

Og saa da en tid var gaat, hændte der ham noget —: En kvinde der i høj grad tiltalte hans sanser, og som slet ingen brug hadde for at sælge sig, faldt ham pludselig en dag om halsen og hvisket til ham: „Jeg elsker dig — ta mig!“

Da var det ham, mens alt blod strømmet til hjertet og huden blev kold saa det kriblet i den, som rørtes der atter ved den dybeste streng indi ham — den streng der engang hadde lydt med en saa underbar tone indtil den brast sammen med hans kjærlighedsdrøm. Atter rørtes der ved den — men tonen den nu gav fra sig lød som et veskrig, og mens han krystet hende i sin favn følte han det i vild smerte, som holdt han sin egen kjærligheds lig knuget mod sit bryst. Og dog, og dog: hvor gjorde det alligevel godt at føle at