gifte. Men den ugifte stand er besk for den ærbare agtværdige kvinde, og hun foretrækker i almindelighed at gifte sig og stifte familie fremfor at leve ene, selv om hun ikke elsker den mand hun kan bli gift med — ja selv om hun elsker en anden, men som hun ikke kan faa. Strax en mand blir giftefærdig lægger derfor altid flere kvinder sig efter ham — og midt i sin ærbare agtværdighed maa jo disse kvinder da lade som om de elsker ham, selv om det ikke er saa. Men hvorledes kan den stakkels mand da vide om han er elsket eller ikke? ... Og kan han ikke skaffe sig vished for at han virkelig er elsket — mon han da egentlig selv kan elske? — Neppe! — Og selv om han kan — vil en saadan kjærlighed, uden vished om at den blir gjengjældt, kunne gjøre ham lykkelig? — nej!
Den rene men utugtige kjærlighed udelukket gjensidighed — fordi den ikke var agtværdig; den agtværdige men pengebesmittede kjærlighed udelukket i ethvert fald lykken — fordi den ikke var ren. Med andre ord: Fordi kjærligheden var underlagt de økonomiske hensyn, kunde kjærlighedslykke i det hele taget ikke existere.
For anden gang hadde altsaa livet øvet svig imod ham — git rige, skjønne løfter, og ikke indfriet dem!
Nu, ham kunde det være det samme — man elsket jo kun éngang i livet, og han hadde allerede elsket. Elsket ulykkelig, og dermed faat sit liv lagt øde. Selv om kjærlighedslykke hadde kunnet existere, ham vilde den alligevel ikke blit til del — forsaavidt kunde livets svig være ham ligegyldig ... Og dog nej —:
