saa da kun kjærlighed betinget af økonomiske hensyn — han hadde trang til at si „kjærlighed besmittet af skillings-tanker!“
Og hvorfor besmittet? ...
Jo fordi han havde drømt sig kjærligheden ren, uden pengetanker! Kjærligheden som han hadde drømt sig den, det var at mand og kvinde, naar de mødes i denne underbare, ufattelige følelse, sier den ene til den anden: „Her staar jeg — jeg elsker dig... der staar du — du elsker mig!“ — og beruste af dette vidunder synker de i hinandens favn, mens alting omkring dem forsvinder og blir borte som om det slet ikke existerte.
En saadan ren kjærlighed var imidlertid faktisk umulig:
Den kvinde der uden at ta nogetsomhelst hensyn gir sig sin kjærlighed ivold og lar den alene raade, er en falden kvinde; en falden kvinde er en foragtelig kvinde, og en foragtelig kvinde kan man ikke elske — altsaa kan den rene kjærlighed aldrig bli gjensidig, og dermed er den dømt...
Men mon egentlig selv den ærbare, agtværdige kjærlighed kunde bli gjensidig? ... Det var ialfald et stort spørgsmaal:
Der er allerede flere kvinder i verden end der er mænd, og mens kvinderne allesammen er giftefærdige strax de er blit voxne, blir mændene ikke giftefærdige før de langt om længe faar oparbejdet sig en økonomisk stilling. Antallet af giftefærdige mænd er altsaa umaadelig meget mindre end antallet af giftefærdige kvinder — og masser af kvinder kan følgelig ikke bli
